Giv din stemme.
Kanelsnegle kage er den perfekte kombination af klassisk kage og den elskede smag af kanelsnegle. Med sin bløde dej, fyldig kanelremonce og søde glasur er denne kage et sikkert hit til både kaffe, hygge og dessertbord.
For at lave en lækker kanelsnegle kage starter du med en simpel kagedej af æg, sukker, vaniljesukker, mel, bagepulver, mælk og smeltet smør. Når dejen er klar, hældes den i en form. Det særlige ved denne opskrift er den varme, smagfulde remonce lavet af smør, brun farin, kanel og lidt mel, som hældes over dejen og marmoreres let med en ske.
Kagen bages ved 200 grader i cirka 30-35 minutter, indtil den er gylden og gennembagt. Når den er afkølet, pyntes den med en klassisk glasur af flormelis og vand.
En kanelsnegle kage er både nem at lave og uimodståelig – perfekt til weekendhygge eller når du vil forkæle gæster med noget ekstra lækkert. Velbekomme.
Se flere opskrifter på kage her.
Udstyr
- Ildfast fad på ca. 15 x 20 cm.
Ingredienser
Kage
- 1 stk æg
- 75 g sukker
- 2 tsk vaniljesukker
- 50 g smør - smeltet
- 200 g hvedemel
- 2 tsk bagepulver
- 1,5 dl mælk
Kanelremonce
- 100 g smør
- 75 g brun farin
- 1 spsk kanel - stødt
- 1 spsk hvedemel
Glasur
- 75 g flormelis
- 1 spsk vand
Sådan gør du
Kage
- Æg, sukker, vaniljesukker kommes i en skål og piskes til det er lyst og luftigt.
- Tilsæt hvedemel, bagepulver, mælk og smeltet smør. Rør sammen til en ensartet dej.
- Dejen hældes i en smurt form eller en form beklædt med bagepapir.
Kanelremonce
- Smør, brun farin, kanel og hvedemel kommes i en lille gryde. Varm op til smørret er smeltet. Hæld remoncen ud over kagedejen. Kør en ske eller gaffel igennem dejen, så det hele blandes og der opstår et marmoreret mønster.
Bagning
- Kagen bages ved 200 °C i 30-35 minutter. Tjek eventuelt ved at stikke en tandstikker eller kødnål ned i midten af kagen. Lad kagen afkøle i formen.
Glasur
- Rør flormelis sammen med lidt vand og pynt med glasur.
Tips og noter
- Denne opskrift giver 6-8 stykker kage.
- Du kan bruge en smagsneutral olie til kagen isedet for smør. 50 g smør svarer til 0,5 dl olie. Velegnede olier er fx rapsolie eller solsikkeolie.
- Man kan tilsætte lidt kakaopulver til glasuren og overtrække kagen med chokoladeglasur i stedet for hvid glasur.
- Kagen kan holde sig i 2-3 dage. Opbevares mørkt og ved stuetemperatur.
- Kagen er fryseegnet.
- Hvis du har en anden størrelse form kan du bruge denne tabel. Vær opmærksom på at bagetiden kan ændre sig. Du skal derfor holde øje med kagen.
- ca. 16x16 cm - 1 portion dej
- ca. 20x20 cm - 1 portion dej
- ca. 20x30 cm - 2 portion dej
- ca. 22x32 cm - 2 portioner dej
- ca. 26x35 cm - 3 portioner dej
- ca. 32x38 cm - 4 portioner dej
- ca. 35x45 cm - 5 portioner dej (Bradepande til ovnen)
0 kommentarer