Franskbrød – hurtigt og nemt. Dette er et utroligt lækkert og nemt formbrød.
Da jeg var barn elskede jeg når huset duftede af nybagt brød. Når jeg overnattede hjemme hos min farmor, så stod hun tidligt op og kort tid efter, så duftede hele huset af lækkert nybagt brød eller boller og af kaffe. Når jeg kom ud i køkkenet, så stod min farmor og lyttede til radio. Det var fantastisk.
Det brød er virkelig lækkert og har en blød krumme – præcis som franskbrød skal være. Og så er det både hurtigt og nemt at bage. Det er perfekt til en morgenmad sammen med familien. Hvis du virkelig vil forkæle din familie eller venner, så kan jeg varmt anbefale dette brød. Hjemme hos os er vi hvertfald alle vilde med det. Det håber jeg også I vil være. Velbekomme.
Du finder en lækker opskrift på nemme og hurtige boller her.
Udstyr
- 1 brødform
Ingredienser
- 3 dl mælk
- 20 g smør - eller olie
- 50 g gær
- 1 tsk salt - groft
- 1 tsk sukker
- 500 g hvedemel
Sådan gør du
- Smelt smørret i en lille gryde. Tilsæt mælk og varm op til ca. 37 °C (Fingerlunkent. Det betyder at det hverken skal mærkes varmt eller koldt.)
- Kom vædsken ned i en skål. Gerne skålen til din røremaskine, hvis du har en. Ellers en stor skål f.eks. en margretheskål.
- Smulder gæret ned i skålen og tilsæt sukker og salt. Rør til gæren er opløst.
- Tilsæt mel. Ælt dejen sammen. Jeg bruger en røremaskine. Men du kan sagtens gøre det med håndkraft.
- Tilsæt mere mel indtil at dejen slipper skålen. Ælt dejen godt igennem. Gærdeje som denne har bedst af at blive æltet i ca. 10 minutter. Det giver et luftigere og lettere brød.
- Kom dejen ned i din brødform. Jeg bruger en form med slip let overflade. Hvis du bruger en uden slip let, så kan du med fordel smørre den med fedtstof eller beklæde den med bagepapir.
- Lad nu dejen hæve tildækket i 20 minutter et lunt sted. Det er her du tænder ovnen, Så den er klar.
- Efter brødet har hævet så kan du ridse det på toppen. Jeg skar en lang ridse på toppen. Pensel brødet med vand. Det giver en sprødere skorpe.
- Brødet skal bage i 25 -35 minutter ved 225°C. Hold øje med brødet. Det skal være gyldent brunt på toppen og lyde hult når du banker på det.
Tips og noter
- Jeg brugte en brødform på 27x14 cm og 1,4 L med non-stick belægning.
- Du kan også sagtens bruge en brødform på 1,8 L, som også en ret standard størrelse.
- Hvis brødet skal være vegansk, så kan du sagtens bruge vegansk mælk eller vand og madolie istedet for smør.
0 kommentarer