Daim iskage, er en lækker cremet og luftig islagkage med daim. Isen er placeret på en sej, luftig og lækker mandelbund. Den er helt perfekt til gæster. Hvis du gerne vil imponere, så dette opskriften til dig. Den er ret nem at lave og smager helt fantastisk. Hjemme hos os laver vi den ofte. Den er altid et hit hos både børn og voksne.
Isen er en såkaldt parfait og bliver derfor lavet uden ismaskine. Den er lavet at æggeblommer, flødeskum, sukker og selvfølgelig daim. Det er super nemt og giver et fantastisk resultat hver gang.
Vi serverede denne islagkage til en børnefødselsdag og alle kunne lide den. Jeg håber også at I vil kunne lide den. Savner du inspiration til kager, så har vi flere opskrifter her. Velbekomme.
Ingredienser
Bund
- 3 stk æggehvider
- 150 g sukker
- 150 g mandler - usmuttede
Is
- 4 stk æggeblommer - pasteuriseret
- 60 g sukker
- 5 dl piskefløde
- 150 g daimbar
Sådan gør du
Bund
- Æggehvider og sukker piskes til en stiv masse. Det skal være så stift, at du kan vende skålen på hovedet, uden at det falder ud eller løber. Det kan godt tage lidt tid. Det er ikke usædvanligt at man skal piske i 5-10 minutter.
- Mandlerne blendes groft. Det skal ikke blive til mandelmel, men der skal heller ikke være for store stykker. Derefter vendes mandlerne i æggemassen. Undgå at røre.
- Dejen hældes i en smurt springform med bagepapir i bunden.
- Bunden bages på nederste ovnribbe i ca. 45 minutter i en forvarmet ovn ved 170 °C.
- Lad bunden køle af og sæt i fryseren i mindst 30 minutter inden du kommer is på.
Is
- Til isen piskes en æggesnaps af æggeblommer og sukker.
- Pisk derefter fløden til en tyk flødeskum og vend den let i æggemassen. Undgå at røre.
- Daimen hakkes groft og vendes i cremen. Tag evt. lidt fra til pynt.
- Ismassen fordeles oven på bunden.
- Isen stilles i fryseren i mindst 3 timer. Gerne til næste dag. Hvis isen har stået længe i fryseren, så tages den ud ½ time inden servering. Kagen kan pyntes med flødeskum og daim.
Tips og noter
- Jeg købte 3 daimplader med 56 g i hver. Jeg brugte derfor 168 g daim og ikke 150 g som der står i opskriften. Mere præcis behøver man vist heller ikke at være.
- Det er vigtigt at man ikke rører, men vender tingene sammen. Man pisker en masse luft ind i fløden og æggene. Det er vigtigt at man ikke rører luften ud igen, da islagkagen ellers falder sammen og bliver kompakt og hård. Hvis man forsigtigt vender tingene sammen, så forbliver det luftigt og lækkert.
- Dette er en rigtig lækker bund og is. Jeg tænker at man godt kunne prøve at lave det sammen med andre ting end daim. Måske med oreos. Skriv gerne til mig, hvis i prøver. Jeg vil meget gerne høre om det.
0 kommentarer