Giv din stemme.
Surdej er nøglen til at bage brød med en dyb smag og en luftig krumme. Dette naturlige hævemiddel består af mel og vand, som ved gæring skaber en levende kultur af gær og bakterier.
Med surdej får du brød med en unik smag, der ikke kan opnås med kommerciel gær. Surdejen tilfører en let syrlighed og en kompleks smag, samtidig med at den forbedrer brødets tekstur og holdbarhed. At pleje og vedligeholde din surdej kræver kun lidt tid og opmærksomhed, men belønningen er uovertruffen.
Brug surdej i dine yndlingsbrødopskrifter, og oplev forskellen det gør. Fra sprøde baguetter til saftige rundstykker og brød. Velbekomme.
Se alle vores bageopskrifter her.
Ingredienser
Opstart
- 1½ dl hvedemel
- ½ dl fuldkornsmel
- 1 dl vand - lunkent
Opfriskning af surdej
- 50 g "gammel surdej"
- 1½ dl hvedemel
- ½ dl fuldkornsmel
- 1 dl vand - lunkent
Sådan gør du
Opstart
- Hvedemel, fuldkornsmel og vand røres sammen i et glas eller en plastikbøtte med tilhørende låg, som blot skal sidde løst på. Lad blandingen stå ved stuetemperatur de næste 2 døgn.
- Surdejen skal lugte syrligt. Det er en lugt der minder om yoghurt, kærnemælk eller hvedeøl. Hvis den ikke er syrlig, så lad den stå i yderligere 1 døgn.
Opfriskning surdej
- Surdejen skal opfriskes gentagende gange inden den er klar til at bruges til at bage med.Hvis der er en skorpe på toppen af surdejen, inden du frisker den op, så skrab skorpen af og kasser den.
- Surdejen opfriskes hver dag. Kom surdej, hvedemel, fuldkornsmel og vand i en skål. Rør det godt sammen. Der må ikke være klumper. Kom det derefter i et rengjort glas.Kasser overskydende surdej i opstarten. Det er ikke klar til at blive brugt til bagning.
- Du skal gentage denne proces, indtil surdejen efter en fodring hæver op til mindst dobbelt størrelse og til den kan bestå en flydetest. (Se noter). Det tager typisk 5-7 dage. Først derefter er surdejen klar til at bage med.
Vedligeholdelse af surdej
- Hvor ofte surdejen skal fodres og vedligeholdes er afhængingt af temperatur, meltype og opbevaring. Dette vælges udfra hvor ofte man har brug for at bage med den.
- Til dig der bager dagligt:Regn med opfriskning 1-2 gange om dagen, hvis din surdej står ved stuetemperatur og du gerne altid vil have en surdej der er klar til at blive bagt af.Kom 50 g surdej, 1 dl hvedemel, ½ dl fuldkornsmel og 1 dl vand i en skål. Rør det godt sammen. Der må ikke være klumper. Kom det derefter i et rengjort glas.
- Til dig der bager 1-2 gange om ugen:Regn med opfriskning med 2-3 dages mellemrum. Kom 10 g surdej, 1 dl hvedemel, ½ dl fuldkornsmel og 1 dl vand i en skål. Rør det godt sammen. Der må ikke være klumper. Kom det derefter i et rengjort glas. Stil glasset i køleskabet.Når du opfrisker en køleskabskold surdej, så lad den stå på køkkenbordet til den hæver til dobbelt størrelse inden opfriskning. Det tager typisk 2-4 timer.Opfrisk gerne surdejen umiddelbart inden du skal bruge den. Lad den stå på køkkenbordet i 3-5 timer til den hæver til dobbelt størrelse. Herefter er den klar til brug.
Tips og noter
- Flydetest: Fyld et glas med stuetempereret vand og kom en spiseskefuld surdej i vandet. Hvis det flyder ovenpå, så er surdejen klar til at blive bagt med.
- Melet bør altid være helt friskt.
- Der bør altid indgå fuldkornsmel i en vis mængde. Det er nemlig i kornets skaldele, at der sidder flest mikroorganismer.
- Lunkent vand giver et første boost til processen, da mælkesyrebakterier og gærceller er særligt aktive i et lunt miljø.
- Kom eventuelt en elastik om glasset dertil hvor dejen kommer til, så er det nemt at se hvor meget den er hævet.
- Hvis man har ferie eller i længere tid er væk fra surdejen og ikke har mulighed for at friske den op. Så er der to muligheder. Man kan tørre den eller fryse den.
- Tørring: Smør surdejen ud i et meget tyndt lag på et stykke bagepapir. Lad det tørre helt fuldstændig og skrab det størknede surdej sammen. Den tørrede surdej kan opbevares tørt og mørk i flere måneder. Den skal så blot blandes op med nyt vand og mel, når man vil aktivere den igen. Den skal herefter opsfriskes 1-2 gange inden brug.
- Frysning: Start med at opfriske surdejen og lad surdejen stå i 3-4 timer på køkkenbordet til den hæver til dobbelt størrelse. Derefter kan den fryses ned. Når surdejen tøes den op igen, så skal den opfriskes 1-2 gange, inden den er klar til brug.
- Hvis der kommer mug på surdejen, så skal den kasseres. Den kan ikke reddes.
0 kommentarer