Fiskefrikadeller er super lækkert. Jeg har et par gange købt færdige frikadeller eller købt en færdig rørt fars. Det er bare slet ikke det samme. Hvis du vil have nogle rigtig lækre fiskefrikadeller, så skal du lave dem selv. Du vil ikke blive skuffet.
Jeg plejer altid at lave nok, så jeg også har et par stykker til madpakken dagen efter. De smager fantastisk på et stykke rugbrød med et par tomater og lidt remoulade. What’s not to like.
Det kræver at du har en kødhakker, hvis du ikke allerede har en, så burde du seriøst overveje, at købe dig en. Jeg har aldrig fortrudt at vi har købt en kødhakker. Den første kødhakker jeg ejede, var en med håndsving, som jeg havde købt på loppemarked. Jeg havde den i flere år, inden vi købte vores nuværende. Det er en elektrisk, som er supernem at bruge og gøre ren.
Her får du vores opskrift på fiskefrikadeller. Vi serverede dem sammen med nye kartofler, en lækker salat og denne citronsauce. Velbekomme.
Udstyr
- 1 Kødhakker Alternativt kan du få din fiskehandler til at hakke kødet.
Ingredienser
- 500 g torskefilet - Eller anden torskefisk. F.eks. sejfilet. De fås ofte ret billigt på frost.
- 2 stk løg
- 1 spsk salt - groft
- 1 stk æg
- ½ dl havregryn
- ½ dl rasp
- 2 spsk hvedemel
- 1 håndfuld persille
- peber - friskkværnet
- 1 dl fløde - kan erstates af mælk
- 2 spsk vand
- 1 spsk olie - til stegning
- 20 g smør - til stegning
Sådan gør du
- Hvis du bruger fisk fra frost, så skal du sørge for at de er tøet ordentligt op. Fisken tørres grundigt med køkkenrulle, så de ikke er fugtige. Fileterne skæres i små stykker, da de ellers sætter sig fast i kødhakkeren.
- Fisken køres igennem kødhakkeren til fint hakket fiskefars. Løget hakkes og kommes i kødhakkeren. Det skubber det sidste fisk ud og så bliver løget most.
- Det hakkede fisk kommes i en skål. Jeg røres det sammen med en røremaskine, men man kan sagtens røre det sammen i hånden. Rør det hakkede fisk sammen med salt. Jeg plejer, at lade det køre på røremaskinen i 5-10 minutter. Det hjælper med at give nogle faste frikadeller.
- Skyl og hak persillen.
- Slå ægget ud og kom det i skålen til fiskefarsen.
- Tilsæt havregryn, rasp, mel, persille, fløde og peber. Rør dejen grundigt sammen.
- Dæk skålen til og lad den hvile i køleskabet i 30 minutter. Den kan godt hvile længere. Evt. til næste dag.
- Tilsæt vand og rør rundt til farsen har absorberet vandet.
- Del dejen i 16 dele og form dem som små aflange frikadeller. De steges i fedtstoffet (olie/smør) på panden ved middel varme i 5 minutter på hver side.
Tips og noter
- Du kan bruge den samme opskrift til andre typer fisk, f.eks. laks
- Hvis du kan lide vores opskrifter, så tilmeld dig vores nyhedsbrev.
0 kommentarer