Smelt smørret i en stegegryde. Dup oksestegen tør med lidt køkkenrulle og brun den i gryden på alle sider.
Løget skæres groft (4-8 store stykker) og tilsættes. Løget skal brunes lidt.
Vand, gulerødder, bladsellri, laurbærblade, peberkorn og salt tilsættes. Lad det koge, ved lav varme, under låg i ca. 2,5 time. Tilsæt mere vand efter behov. Stegen behøver ikke at være dækket af vand, men må heller ikke koge tør.
Tag okstegen op og dæk den til mens du laver saucen. Væden skal gemmes til saucen. Stegen har godt af at hvile i 15 minutter inden den skæres ud.
Fjern snøren og skær stegen ud i skiver. Det må gerne være ret tykke skiver, da stegen er meget mør og tynde skiver derfor vil gå fra hinanden.
Sauce
Væden som stegen har kogt i hældes gennem en si over i en mindre gryde eller kasserolle.
Tilsæt ribsgelé, fløde, kulør og saucejævner. Lad saucen koge op under omrøring.
Smag til med salt og peber.
Kartofler
Kartoflerne skrælles og koges i let saltet vand. Kogetiden varierer efter størrelse og sort. Typisk er kogetiden ca. 20 minutter.
Tips og noter
Serveres med en salat eller med kogte/dampede grøntsager.
Prøv at pifte retten op ved at erstatte 1-2 dl af vandet med rødvin eller mørk øl. F.eks. en mørk ale.
Du kan fortynde saucen med lidt vand, hvis du synes, at den er for tyk.
Oksestegen skal have en kernetemperatur på 80 grader. Du kan kontrollere temperaturen med et stegetermometer.
Du kan eksperimentere med andre indgredienser i væden. Prøv f.eks. at tilsætte 5-6 tørrrede enebær. Det giver en lækker frisk smag. Du kan også prøve at tilsætte 1-2 æbler. Det giver retten lidt friskhed og syre.
I stedet for vand kan du bruge bouillon eller oksefond. Det giver en endnu kraftigere sauce.